Kvinde set fra ryggen

I 1890 vender Idas storebror hjem til Stubbekøbing på sommervisit. Med sig har han en ung malerkollega ved navn Vilhelm Hammershøi. Inden sommeren er ovre, er Ida og Vilhelm forlovet.
Det er et forhold, som begges mødre modsætter sig. Idas mor, der flere gange indlægges på Oringe Sindssygehospital, nægter at slippe taget i datteren. Svigermoren, den formuende Frederikke Hammershøi, har fra fødslen dyrket Vilhelm som et vidunderbarn, og hun ser Ida som en forhindring for sønnens malerkarriere. Også i det københavnske kunstmiljø, hvor den fåmælte Vilhelm Hammershøi regnes for en ener, vækker forlovelsen forundring.

På usikre fødder træder Ida ind i en ukendt verden af museer, kunstnerkredse og udenlandsrejser. Hun følger sin mand i tykt og tyndt, mens han fortsætter med at male billeder, som kun en snæver kreds af mennesker forstår og værdsætter.

De rejser efter motiver. De flytter ind i gamle lejligheder, der kan tjene som rum for malerierne. Ida er gift med et menneske, der kun vil én ting her i tilværelsen: at male. Hun bliver Vilhelms livsledsagerske og foretrukne model. I maleri efter maleri, år efter år, står og sidder hun model for sin mand.

Ida slås med sin rolle og sit sind. Indimellem må hun få luft ved at råbe højt og lade porcelænet flyve gennem de tomme stuer.

Derefter står hun igen ubevægelig som model.

Portrætterne af en rygvendt kvinde med blottet nakke i et tomt rum bliver Vilhelm Hammershøis mest yndede og berømte motiv. Han oplever en stigende anerkendelse og popularitet frem mod sin tidlige død i 1916, og det maleriske tema varieres gang på gang med Ida som den tålmodige genstand anbragt inden for kridtstregerne på gulvet. Et liv i rygvendt tosomhed.